
Tilgængelighed
Som en del af Dansk Blindesamfund er tilgængelighed en naturlig del af Fuglsangcentret og tænkt ind i alt fra indretning, udearealer og skiltning til den måde, vi møder jer på i receptionen. Vi står altid klar til at give en hånd, en arm eller guide jer i, hvordan I finder hen til værelset eller bestemte lokaler. Desuden er vi en del af mærkeordningen God Adgang, som dokumenterer, at vores bygninger og udearealer lever op til høje standarder for tilgængelighed. Det betyder, at I kan bevæge jer ubesværet rundt uanset hvor, I er på hotellet.
Små detaljer, stor forskel
Små detaljer, stor forskel
Tilgængelighed handler for os om de små detaljer, der gør besøget let og ubesværet. Blandt andet med punktskrift på alle skilte og afmærkninger samt et særligt mønster i flisebelægningen inde såvel som ude, så I med blindestok kan mærke, hvilken gang I befinder jer på, eller hvor på hotellets udendørsarealer I befinder jer. I finder heller ingen dørkarme, som begrænser kørestole eller blindestokke, mens lyde fra vores fugle og vandløb indenfor ikke bare er der for hyggens skyld: De fungerer som pejlemærker, så I, der ikke kan se, kan høre, hvor I er.
For os handler tilgængelighed om mennesker, om relationer, personlig hjælp, tydelig kommunikation og den ekstra omtanke, der gør en forskel for den enkelte gæst – hvad end det er tjenerne i restauranten, der fortæller, hvad der er i dagens morgenmadsbuffet, eller receptionisterne, som byder jer trygt velkommen og viser jer hen til jeres værelse, hvis det er første gang, I er her.
Har I særlige behov eller spørgsmål, står vi altid klar til at hjælpe. Kontakt os gerne på mail eller telefon, så finder vi sammen den bedste løsning for jer.




