
Juleophold
Fejr julen sammen på Fuglsangcentret – med varme, fællesskab og masser af julestemning.
– Kun for Dansk Blindesamfunds medlemmer
Årets juleophold på Fuglsangcentret
Jul, fællesskab og hyggelige traditioner på Fuglsangcentret
Julen er noget helt særligt. Det er en tid, hvor vi samles, nyder de gode traditioner og giver os selv lidt ekstra tid til nærvær, hygge og gode oplevelser. Det er netop den stemning, vi gerne vil skabe på Fuglsangcentret, når vi igen i år inviterer til juleophold.
Fra tirsdag den 22. december kl. 12.00 til søndag den 27. december kl. 10.00 danner Fuglsangcentret rammen om nogle hyggelige juledage med god mad, fællesskab, aktiviteter og masser af julestemning.
Vores engagerede ferieværter, Karina Sekkelund og Jimmy Meinertz, står klar til at byde dig velkommen og være med til at skabe nogle dejlige dage sammen med de øvrige julegæster. Her er der plads til både dig, der gerne vil være med til det hele, og dig, der også har brug for lidt ro og tid på egen hånd.
Julens traditioner og hyggelige stunder
På juleopholdet skal vi selvfølgelig nyde nogle af de ting, der hører julen til. Der bliver mulighed for at hygge med gløgg og æbleskiver, spille blingo med gode præmier og deltage i forskellige fælles aktiviteter i løbet af juledagene.
Tirsdag aften får vi en helt særlig musikalsk oplevelse, når Ria Qvist og hendes kor kommer forbi og synger for os. Her kan vi læne os tilbage og nyde musikken og hinandens selskab.
Lillejuleaften skruer vi endnu mere op for julehyggen, når vi samles om et lille juleeventyr og en hyggelig overraskelse.
Der bliver naturligvis også mulighed for at komme lidt ud. Hver dag kan du tage med på en hyggelig gåtur og opleve den smukke natur omkring Fuglsangcentret. Hvis vejret eller humøret indbyder mere til indendørs hygge, er der mulighed for at besøge vores svømmehal, hvor du blandt andet kan nyde spaens bobler og en tur i saunaen.
Juleaften på Fuglsangcentret
Juleaften bliver noget helt særligt på Fuglsangcentret.
I løbet af dagen er der mulighed for at pynte juletræ, gå en tur eller tage med til julegudstjeneste i Hannerup Kirke. Om aftenen samles vi om en dejlig julemiddag, inden vi går om juletræet, synger julesange og nyder juleknas. Og selvfølgelig venter der igen i år en julegave til dig, som fejrer juleaften på Fuglsangcentret.
Første juledag og juledagene
1. juledag byder på en lækker julefrokost med alt det, der hører sig til, og om aftenen serverer vi en varm suppe.
I juledagene er der forskellige fælles aktiviteter, men også god tid til bare at nyde julen i det tempo, der passer dig. Måske møder du nye mennesker, får en god snak med nogen, du allerede kender, eller nyder en kop kaffe i den hyggelige julestemning.
På Fuglsangcentret handler julen ikke kun om programmet, men mindst lige så meget om fællesskab, nærvær og hyggelige stunder sammen.
En jul med plads til fællesskab
Vi håber, at juleopholdet bliver nogle dage, hvor du kan lægge hverdagen lidt fra dig og nyde julen sammen med andre medlemmer.
Her er plads til traditioner, gode samtaler, latter, musik, god mad og hyggelige oplevelser. Og ikke mindst til at være sammen med både gode venner, gamle bekendtskaber og nye mennesker.
Når opholdet slutter søndag den 27. december, håber vi, at du tager hjem med en god følelse i kroppen, nye minder og måske også et par nye bekendtskaber.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en varm og hyggelig jul på Fuglsangcentret.
Tilmelding til juleopholdet
På grund af den store interesse og ventelisten til juleopholdet sidste år har vi i år ændret lidt på tilmeldingen.
Du kan tilmelde dig fra 20. oktober til og med 16. november.
Hvis vi modtager flere tilmeldinger, end der er plads til, foretager vi en lodtrækning efter tilmeldingsfristens udløb. Alle får besked senest 24. november.
Prisen for hele juleopholdet er 3.225 kr. pr. person. En eventuel ledsager deltager til samme pris.
Når du tilmelder dig, skal du sende en mail til fuglsang@blind.dk med følgende oplysninger:
- Medlemsnummer
- Mailadresse og telefonnummer
- Om du har hund med
- Eventuelle kosthensyn
- Hvis du ikke deltager i hele opholdet: fra hvilken dato og hvilket klokkeslæt du deltager, samt hvornår du rejser igen
- Hvis du har ledsager med: navn på ledsager og om I kan dele værelse
Hvis du ikke har mulighed for at sende en mail, kan du i stedet ringe til Fuglsangcentret
på 76 20 21 00. Vi skal bruge de samme oplysninger, som hvis du tilmelder dig på mail.
Husk, at jo flere der deler værelse, jo flere medlemmer har mulighed for at komme med på juleopholdet.
Vi glæder os til at åbne dørene til Fuglsangcentret og sammen med jer skabe nogle dejlige juledage fyldt med hygge, nærvær, fællesskab og gode juletraditioner.