Sort førerhund, med sin bøjle på.

Retningslinjer for hunde på Fuglsangcentret

Vi ved, hvor vigtig en fører- eller servicehund er i hverdagen. De er naturligvis velkomne her på Fuglsangcentret, og vi glæder os til at tage imod jer. For at sikre de bedste rammer for både dig, din hund og vores øvrige gæster, har vi samlet et par gode råd og retningslinjer, så alle får et trygt og behageligt ophold. OBS: Det er udelukkende tilladt at have fører- eller servicehunde med på Fuglsangcentret – almindelige kæledyr er ikke tilladt.

1. Det er ikke tilladt at medtage hunde på Fuglsangcentret, dog jf. pkt. 2 til 4.

2. En førerhund er velkommen på Fuglsangcentret, hvis du enten har fået den bevilget jf. Servicelovens §112, eller den er godkendt af en organisation, der er medlem af International Guide Dog Federation.

3. En servicehund er velkommen på Fuglsangcentret, hvis du enten har fået den bevilget jf. Servicelovens §112, eller den er godkendt af en organisation, der er medlem af Assistance Dogs International.

4. Hunde under uddannelse til førerhund i Dansk Blindesamfunds Førerhundeordning og hunde, hvor Forretningsudvalget i helt særlige tilfælde har givet tilladelse til ophold, kan også medtages på centret.

5. Når du booker ophold, tilmelder dig kurser eller tjekker ind, kan du blive bedt om at vise dokumentation for, at din hund overholder kravene i pkt. 2 til 4.

6. Din fører- eller servicehund er altid dit ansvar, når den opholder sig på Fuglsangcentret. Din hunds opførsel må ikke være til gene for andre gæster eller hunde. Vær opmærksom på, at ikke alle gæster er fortrolige med hunde.

7. Ved reservation af værelser eller tilmelding til arrangementer skal du altid gøre opmærksom på, at du medbringer en fører- eller servicehund. Der vil så være tæppe, skål og hundefoder på værelset til din hund. Receptionen kan oplyse, hvilken type foder der forefindes og kan også udlevere ekstra hundefoder.

8. Din hund bor hos dig på værelset og må være overalt på centret undtagen i svømmehallen, saunaen og omklædningsrum og på de særlige allergiværelser.

9. Din førerhund skal altid være iført sin førerhundesele, når den færdes med dig på centrets gange og udendørs arealer, dog undtaget i lufte- og aktivitetsgården. På den måde hjælper den dig bedst med at færdes og forstyrrer de andre førerhunde og brugere mindst muligt. Hvis en anden, f.eks. din ledsager, skal lufte din hund, må hunden selvfølgelig færdes på centrets område uden førerhundesele, men skal føres i snor og være under fuld kontrol.

10. For førerhundeinstruktører og førerhundebrugere gælder dog, at det under træning med førerhundeinstruktør er tilladt, at hundene er fri på de udendørs arealer.

11. Din servicehund skal føres i snor og bør være markeret som servicehund ved f.eks. en vest, når den færdes på centrets område, dog undtaget lufte- og aktivitetsgården. Når du møder en førerhundebruger på området, så fortæl gerne, hvor du er, og at du kommer med en servicehund. På den måde kan I begge hjælpe jeres hunde med at undgå kontakt.

12. Da førerhunde normalt går på førerhundebrugerens venstre side, er det en god ide at gå i venstre side ad gangen indendøre, når man går med fører- og servicehund, så hundene har lidt afstand, når de passerer hinanden. Men husk at tage hensyn til alle andre gæster, der naturligt går i højre side ad gangen.

13. Hunde må ikke opholde sig alene på værelset, når der gøres rent. Det er normalt hver anden dag om formiddagen. Spørg eventuelt i receptionen, hvis du er i tvivl.

14. Der må ikke luftes hunde på centrets udendørs arealer. Al hundeluftning skal foregå i lufte- og aktivitetsgården. Den nærmeste udgang til gården er via døren i C/D tårnet i vestfløjen. Ved denne dør og i ”hyndeboksen” til højre for hovedindgangen, når du kommer udefra, er der klude til at tørre hundens poter. Du kan bruge værelsets nøglekort til tårndøren. Hvis du ikke har værelsesnøglekort, kan du få udleveret et nøglekort i receptionen. Beskrivelse af lufte- og aktivitetsgården findes i mappen på værelset.

15. Alle hunde, som medbringes på centret, skal under hele opholdet være dækket af vacciner, jf. retningslinjer fra Fødevarestyrelsen. Alle hunde skal desuden være forebyggende loppebehandlet kort tid, før de ankommer til centret med et af de i handelen godkendte midler. Dette er af hensyn til hygiejne og andre gæster/hunde på centret.

16. Skulle din hund blive dårlig eller af anden årsag have et uheld på centret eller udenfor lufte- og aktivitetsgården, er du selv ansvarlig for straks at få gjort rent efter hunden. Har du behov for hjælp eller rengøringsartikler, kan du altid henvende dig i receptionen.

17. Hvis din hund forvolder skade på ting eller personer under dit ophold på centret, kan du blive gjort erstatningspligtig herfor. Alle hunde skal under opholdet på centret være dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring.

18. På nogle af fællestoiletterne findes vandskåle til hundene. Husk altid at tømme skålen efter brug af hensyn til hundenes sundhed.

19. Det er ikke tilladt for andre leverandører af førerhunde at anvende Fuglsangcentret til kurser eller møder. Dette gælder også for grupperinger eller medlemmer af Dansk Blindesamfund, der afholder kurser eller møder, hvor personale eller ledelse fra andre leverandører af førerhunde er repræsenteret.

20. Hvis du har en førerhund fra en anden leverandør end Dansk Blindesamfund, kan din førerhundeinstruktør komme på centret i dagtimerne, hvis du har behov for samtræning på og omkring Fuglsangcentret, jf. dog pkt. 2 til 4 i disse retningslinjer.

21. Overtrædelse af ovenstående retningslinjer kan medføre en påtale. Ved gentagne eller grovere overtrædelser kan det medføre, at den pågældende hund ikke længere er velkommen på Fuglsangcentret. Det er Forretningsudvalget, der sammen med centrets daglige ledelse håndhæver disse retningslinjer.

Godkendt af Forretningsudvalget april 2024